Unik bornholmsk geologi
Vandet hentes fra cirka 100 meters dybde i et lag af rød sandsten i Østbornholm – en unik geologisk formation i dansk sammenhæng. Behandlingen fokuserer på at bevare vandets naturlige smag og kvalitet og består udelukkende af simpel beluftning efterfulgt af filtrering gennem et sandfilter. Bornholms deltagelse i smagningen sker bl.a. på baggrund af sejren i DANVAs Vand Grand Prix i 2019, hvor vandet blev kåret som Danmarks mest velsmagende. Dommerne lagde dengang vægt på den særlige smag:Der er ingen tvivl om, at vandet i glasset med nummer 1 kan noget særligt. Det smager skidegodt, og det er markant anderledes end de andre glas vand, sagde Lars Spring og tog en ekstra slurk.Hans meddommer Frederik Czapnik var enig:
Den smager virkelig frisk på en ren og kølig måde, og så har den ikke den mindste metalliske eller jordede bismag.Smålyngsværket forsyner omkring 16.000 borgere og udpumper cirka 900.000 m³ vand om året.
Vand-sommelier guider smagerne
Smagningen i Bruxelles ledes af den svenske vand-sommelier Gunilla Hultgren Karell. Hun vil lede sine smagere, der inkluderer Michel Sponar fra Europa-Kommissionen, Leonie Cater fra Politico og Astrid Schotte fra Aquaflanders. Under smagningen guides deltagerne gennem smagsnuancer og tekniske forskelle, samtidig med at eksperter fra EurEau forklarer, hvordan vand i Europa behandles og leveres under fælles høje kvalitetsstandarder. Som Riina Liikanen, medformand for EurEau’s drikkevandsudvalg, bemærker i sin åbningstale:Vandets rejse begynder lang tid før det når dit glas – og hver prøve, vi smager i dag, afspejler ikke kun lokal geologi og behandlingsteknik, men også det ansvar og den faglighed, der ligger bag en sikker og bæredygtig drikkevandsforsyning.
