En ny omgang kraftige byger med risiko for lokale skybrud er på vej mod Danmark ifølge DMI, og det kan føre til skader på boligen. Sådan lyder det fra If:
Flere dage med kraftig regn og lokale skybrud kan have lagt pres på kloaksystemer og efterladt en del vand på veje og stier. Det betyder, at risikoen for oversvømmelser og indtrængende vand stiger markant. Derfor bør boligejerne sikre huset nu, hvis de ikke allerede har gjort det siger Helene Ibsen, boligchef i If
Ifølge DMI er der mandag risiko for lokale skybrud i hele landet på nær Bornholm. For Nordjylland, dele af Øst- og Midtjylland samt hovedstadsregionen gælder varslet kl. 11-21, mens resten af landet kan blive ramt i tidsrummet kl. 8-20.
Stort skyl på vej
DMI oplyser, at der lokalt kan falde 15-25 mm regn på blot 30 minutter mandag morgen. Frem mod midnat kan der stedvis falde 10-20 mm regn og lokalt helt op til 25-40 mm. Regnen kan flere steder være så kraftig, at den når skybrudsintensitet. Der er tale om skybrud, når der falder mindst 15 mm regn på 30 minutter.
Ifølge If kan enkelte tiltag mindske risikoen for skader:
Genstande i kælderen bør flyttes op i højden eller ind i et andet rum. Det kan lyde banalt, men boligejere skal også sørge for at lukke døre og vinduer og tjekke, at afløb er frie for blade, så vandet kan løbe frit siger Helene Ibsen
Boligejere bliver typisk ramt af vand i kælderen, gennem utætte tage, op gennem toiletter eller gennem åbne vinduer og døre, når kraftig regn eller skybrud rammer. Tilstoppede tagrender og brønde kan også føre til indtrængende vand.
Fem gode råd før kraftig regn og skybrud
- Klods dine ting i kælderen op, og fjern gulvtæpper, så de ikke bliver beskadiget ved mindre oversvømmelser.
- Husk at lukke døre og vinduer, og tjek taget for utætheder.
- Tjek og rens afløb og tagrender for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.
- Luk ventilationshuller i ydervæggene midlertidigt.
- Er du ikke hjemme, så få en nabo eller et familiemedlem til at holde øje med huset.
