Det er genstande af den lidt større slags, Krigsmuseets gæster kan se, når museet slår dørene op for den nye udstilling ‘Kampklar’.
Her vil der nemlig blandt andet være en vaskeægte Lynx-helikopter, som det danske flyvevåben har brugt til piratbekæmpelses missioner i Afrika.
Kigger man godt efter på helikopternes snude, kan man se otte dødningehoveder malet på den ene side og otte på den anden. Det symboliserer antallet af piratangreb som Helikopteren har været med til at bremse. Det er en gammel tradition tilbage fra 2. Verdenskrig, hvor eksempelvis allierede piloter malede hagekors på deres fly, hver gang de havde skudt et tysk fly ned.
Helikopteren blev blandt andet brugt til overvågning, varsling og direkte kamp med piraterne - blandt andet som ildstøtte til de frømænd, der var indsat mod gidseltagere. Og den var med under den meget omtalte aktion, hvor de to sømænd Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn blev reddet efter 838 døgn som gidsler hos pirater i Somalia.
Prøv at være soldat for en dag
Også to andre store genstande har fundet vej til Krigsmuseet: Nemlig den pansrede mandskabsvogn PMV -og det pansrede køretøj Julkat.
PMV’en var i mange år et af de vigtigste pansrede køretøjer i det danske forsvar. Dens panser beskytter soldater mod håndvåben og granatsplinter. Men den viste sig dog at være sårbar overfor miner og vejsidebomber i Irak og Afghanistan.
Julkatten var de danske styrkers øjne og ører i den afghanske ørken. Fuldt pakket og bevæbnet kunne soldaterne være afsted i flere dage for at indhente oplysninger om terrænet og fjenden. Julkat er det bornholmske navn for pindsvin. Køretøjet fik sit særprægede navn, fordi den blev bygget specielt til de danske soldater af Opklaringseskadronen fra Bornholm.
Krigsmuseets gæster kan prøve at sidde bag rattet i Julkatten og kravle ind i PMV’en og mærke, hvordan det har været for de danske soldater at sidde i det pansrede køretøj - og så kan de stikke hovedet op igennem lugen og stå bag soldaternes tunge maskingevær.
Udstillingen åbner 29. juni, hvor de tre nye genstande alle er helt kampklar med våben (deaktiverede) og udstyr.
