Droppet supermuseum ender med at koste kommunen millioner
Kommunen er endt med en regning på omkring fire millioner kroner på den droppede udvidelse af Bornholms Kunstmuseum, viser et regnskab fra museet.
Det blev en dyr omgang at planlægge udvidelsen af Bornholms Kunstmuseum, selvom projektet nogle år senere blev lagt i graven igen.
Projektet nåede at koste kommunen mere end fire millioner kroner, inden projektet blev droppet i 2024.
Det viser en sagsfremstilling til kommunalbestyrelsen, der skal behandles torsdag.
Mange års planer og drømme om en udvidelse af Bornholms Kunstmuseum kulminerede i 2021, da projektet kunne skydes i gang.
Men i 2024 blev projektet lagt i graven, efter en økonomisk bombe eksploderede ned i projektet, da det ville blive dobbelt så dyrt som planlagt.
- Det er et kæmpe stort tab for den bornholmske kulturarv, det bornholmske fællesskab og den bornholmske turisme, sagde museumsdirektør Jacob Bjerring-Hansen i 2024.
Projektet endte med at have haft udgifter for 23,6 millioner kroner, inden byggeriet blev droppet.
De penge gik ifølge museets regnskab til projektering, byggerådgivning, oversættelse og rejseudgifter.
Kommunen nåede at udbetale 4.081.000 kroner til projektet, inden det blev droppet, mens de fleste andre penge fra projektet kom fra fondsmidler.
Kommunen satte over flere omgange 33,6 millioner kroner af til det, der først skulle have været en renovering af kunstmuseet, men siden blev ændret til en udvidelse.
I 2014 blev det besluttet, at Bornholms Kunstmuseum og Bornholms Museum skulle flytte sammen i et fælles supermuseum på Helligdommen i Rø.
Året efter var planerne for en udvidelse blevet så realistiske, at man begyndte at bruge penge på projektering af udvidelsen.
Siden fulgte en bølge af udfordringer for den planlagte udvidelse. I juni 2024 blev projektet så endegyldigt lagt i graven.
Her stod det nemlig klart, at projektet ville blive dobbelt så dyrt som de 151 millioner kroner, der var sat af til projektet.
Museet var på grund af byggeriet blevet tømt for kunstværker, som man begyndte at flytte tilbage, og i juli kunne museet genåbne i sin oprindelige indpakning.
Droppet supermuseum ender med at koste kommunen millioner
Forældrepar med syv børn: - Giv slip på det perfekte
Folkemødet: Betalingsparkering skal styrke festivalens økonomi
Lise Henriksen og Kenn Christoffersen har haft heste opstaldet på deres sted udenfor Almindingen i over 40 år.
Nu ligger ejendommen midt i planerne for Den Grønne Treparts naturprojekt.
